Hvad er en sexolog?
En sexolog hjælper ikke kun med sex. En sexolog kan hjælpe med hele den del af livet, hvor følelser, relationer og nærhed mødes.
Hos mig får du et trygt og fortroligt rum til at forstå dig selv bedre. Og til at arbejde med det der fylder, og finde mere balance i både kærlighed, krop og relationer. Her handler det om mennesker – ikke om perfektion.
Læs med her og bliv klogere på hvad en sexolog er og hvad jeg kan hjælpe dig med.
HVAD ER EN SEXOLOG?
En sexolog er en terapeut, der arbejder med menneskers trivsel, kærlighedsliv og seksualitet. Det foregår gennem samtaler og forskellige former for terapi. På den måde hjælper jeg dig med at forstå dig selv bedre – både følelsesmæssigt og seksuelt.
Som sexolog er min opgave at skabe et trygt og åbent rum, hvor du kan tale frit om det, der fylder i dit liv. Det kan være store eller små emner: måske er du utilfreds med dit kærlighedsliv? Måske oplever du manglende lyst? Eller måske føler du dig usikker i relationer eller oplever generel uro i kroppen og sindet.
Mange af os står på et tidspunkt et sted, hvor vi ikke helt ved, hvordan vi kan ændre eller håndtere det, der dræner os.
Min rolle er ikke at dømme eller definere, men at stille spørgsmål, som åbner for refleksion. Sammen kigger vi nysgerrigt på dine tanker, følelser og mønstre – for at skabe klarhed og give dig nye perspektiver på det, der påvirker dig.
HVAD KAN DU BRUGE EN SEXOLOG TIL?
En sexolog kan hjælpe med langt mere end blot sex. Faktisk handler arbejdet i lige så høj grad om kommunikation, nærhed, selvværd og relationer.
Mange opsøger en sexolog, når de føler sig fastlåste i deres parforhold, savner intimitet eller ønsker at forstå deres egen seksualitet bedre. Andre søger hjælp som enkeltpersoner for at bearbejde oplevelser, usikkerheder eller mønstre, der gentager sig i relationer.
Gennem samtaler, øvelser og terapeutiske teknikker får du redskaber til at forstå, hvorfor noget ikke fungerer, som du ønsker det – og hvordan du kan begynde at ændre det. Du lærer at reagere anderledes i svære situationer. Fx at sætte ord på dine behov og at opnå en bedre balance mellem krop, sind og seksualitet.
Kort sagt: en sexolog hjælper dig med at skabe et liv, hvor du føler dig mere fri, hel og i kontakt med dig selv og dem, du elsker.
Fordomme om sexologer
Jeg oplever desværre ofte, at mange har forudindtagede meninger om, hvad en sexolog er, og hvad en sexolog laver.
For nogle vækker ordet måske billeder af noget grænseoverskridende eller overdrevent intimt. Men i virkeligheden handler sexologi ikke om det fysiske i sig selv – det handler om mennesker, følelser, kommunikation og tryghed.
Mit arbejde som sexolog handler ikke om at vurdere, hvad der er “rigtigt” eller “forkert”, men om at hjælpe dig til at forstå dig selv og dine relationer bedre. Her er intet pinligt, forkert eller for småt at tale om.
Sexologi handler om at skabe balance – både i parforholdet og i den enkelte. Det handler om at styrke dit selvværd, din tryghed og din glæde i samspillet med andre.